07-05-2018 | Jytte

En dag i Halmstad

 

Jeg har sammen med familien  været en tur i Halmstad/Sverige for at se mændenes finale til VM i bordtennis. Finalen stod mellem Kina og Tyskland.

I Halmstad stod alt i VMs tegn. Halmstad by var festligt pyntet med flag med VM-logoet i gult og blåt, og der fandtes oplysninger om alt vedrørende VM, blandt andet også på elektroniske skilte ved indfaldsvejene. Halmstad By, den mindste by, hvor VM nogensinde har været afholdt,  har ydet stor støtte til VM. Butikkerne havde specielle åbningstider. Vi spiste frokost på en kinesisk restaurant på Torvet. Tjeneren skulle også til VM.

I den store arena med plads til tusindvis af  tilskuere, fandt vi en plads i nærheden af masser af kinesere, der støjede og heppede. Der lød højlydt og i kor Maa Long, Maa Long, Maa Long, klap, klap, klap. Fra den anden side af salen blev der råbt, Timoo, Timoo, Timoo, klap, klap, klap. Det var broget, medrivende  og festligt.

Tyskland og Kina var seedet som nr. 1 og 2 til Verdensmesterskabet. Begge hold var afhængige af stærkeste opstilling for at kunne vinde. Kort før kampen blev det meddelt, at Tysklands 1. spiller Dimitrij Ovtekarov ikke stillede op i finalen. Det rystede selvfølgelig Tysklands hold.

Tysklands legendariske Timo Boll var herefter 1. mand og mødte i 1. kamp Ma Long. Der var dog på intet tidspunkt spænding om resultatet 3-0 til Ma Long. Næste kamp blev spillet mellem verdens p.t. nr. 1 Fan Zhendong, Kina og Ruwen Filus, Tyskland. 3-0. Første spænding kom, da Tysklands tredjemand  Patrick Franziska spillede mod Kinas Xu Xia. Franziska tog første sæt, og kunne med lidt mere held have taget flere, og måske vundet kampen. Det skete ikke, og kampen endte 3-1til Xu Xia. Kina var hermed verdensmestre med en sejr på 3-0.

Sverige og Sydkorea vandt bronze. Danmark spiller i 2. division, og klarede desværre ikke oprykning til mesterskabsdivisionen.  Næste VM er i Budapest.

Det var spændende at se de store spillere i virkeligheden og at opleve stemningen i den store arena. I kan læse mere om VM her



Du skal være logget ind for at kommentere på artiklen Log på

© 2005 - Ribe BTK